Rettidig omhu er vigtigt for at opnå den bedste ukrudtsbekæmpelse i roer. Den senere såning af roerne kan betyde, at vi får en hurtigere fremspiring af både ukrudt og roer, når temperaturen stiger.
Det er de samme ukrudtsmidler der er til rådighed i 2024 som i 2023, men det er sidste år, det er lovligt at anvende Safari®50 WG. Safari er forbudt at anvende og opbevare efter 20. august 2024.
Centium® 36 CS
Centium® 36 CS har været anvendt til ukrudtsbekæmpelse i roer i flere år, og er det eneste clomazon middel, som må anvendes som bladsprøjtning efter roerne er fremspiret.
I roer må der maximalt anvendes 0,2 l/ha Centium® 36 CS i vækstsæsonen. Efter fremspiring må Centium® 36 CS først anvendes, når roerne har fået to ægte løvblade (BBCH 12), og på dette stadie må man maksimalt anvende 0,05 l/ha Centium® 36 CS. Efterfølgende sprøjtninger kan udføres med op til 0,1 l/ha.
Centium® 36 CS optages primært i kimstænglen og rødderne, men der er også effekt via bladoptagelse, hvilket bidrager til en forstærket effekt på en række vigtige arter, som hundepersille, burresnerre, raps, vejpileurt, snerlepileurt og natskygge mfl. Produktionen af klorofyl stoppes, og fotosyntesen blokkeres. Derfor vil ukrudtsplanter stoppe væksten og blive kraftigt afbleget.
Anvendelse af Centium® 36 CS sikrer effektiv ukrudtsbekæmpelse.
Før fremspiring:
På arealer med moderat til kraftigt ukrudtstryk og på arealer med hundepersille, vejpileurt og spildraps m.fl., kan Centium®36 CS anvendes før fremspiring. Anbefalet dosis: 0,08 – 0,15 l/ha Centium®36 CS. Højeste dosis anbefales ved stor forekomst af hundepersille eller højt ukrudtstryk. Ved anvendelse på let jord, reduceres dosis, for at undgå påvirkning af roernes fremspiring.
Ofte ses en bedre effekt af senere sprøjtninger, når Centium®36 CS er anvendt før fremspiring.
Udsprøjtning på fugtig jord vil give den bedste effekt før fremspiring.
Efter fremspiring:
Som bladmiddel anvendes Centium®36 CS oftest i blanding med andre midler – Nortron, Goltix, Betanal og Safari.
Særligt når hundepersille, burresnerre, vejpileurt, snerlepileurt, spildraps og natskygge forekommer i marken, vil bladsprøjtninger med Centium®36 CS være aktuelle.
Tilpas dosering efter fremkomst og størrelse af ukrudt. Effekten er bedst inden ukrudt får løvblade, så kør hellere ”en dag før end 2 dage efter”.
Undgå at anvende Centium®36 CS lige før kraftig regn eller i en kold periode, da det kan påvirke roerne negativt.
I skemaet herunder er givet forslag til anvendelse af Centium®36 CS i sprøjteprogram med andre midler. Doseringer bør tilpasses efter ukrudtsbestand, størrelse og vækstforhold.
Safari® 50 WG:
2024 er sidste år Safari® 50 WG må anvendes. Safari® 50 WG kan enten anvendes med 2 x 7,5 g/ha eller 1 x 15 g/ha. Safari® 50 WG har god effekt på bla. hundepersille, burresnerre, kamille, raps, agersennep og vejpileurt, så i fremtiden skal disse ukrudtsarter bekæmpes med andre midler. Her vil anvendelsen af Centium® 36 CS formentlig blive endnu mere relevant.
Se også artiklen på Landbrug Øst